Kirkeruinen blev
revet ned, medens det solide tårn er blevet stående til i dag. Omkring
tårnet blev bygget slagterboder, som først i anden
halvdel af 1800-tallet blev nedlagt. Efter spirets ødelæggelse i 1795
var tårnet afsluttet med en platform som udnyttedes på flere måder. En tårnvægter holdt
herfra udkig efter eventuelle ildebrande, og i tilfælde af brand
ophængte han en lanterne på den side af tårnet som vendte mod
brandstedet. Til brug for skibsfarten blev der fra tårnet daglig kl. 13
afgivet et tidssignal, idet en ophejset kugle da blev sluppet og faldt
ned. (Efter spirets genopbygning blev signalet i stedet givet fra (det
senere forsvundne) Silopakhus
i Frihavnen.)
Bygningen, som blev indviet i 1912, er en
moderne rekonstruktion i mindre størrelse af den ødelagte kirke, og i
forbindelse med det gamle tårn har den tjent som blandt andet orlogsmuseum og
hovedbibliotek
(på loftet!) før den fik sin nuværende funktion.
Sejerværket er fremstillet af
Anders Funch 1858 og består af
gangværk samt kvarter og timeslagværk. Værket er senere opbygget af
firmaet Bertram Larsen,
København.